Tilbud til undervisere
Underviser du på ungdomsuddannelserne eller 10. klasse? Herunder finder du en række læringstilbud, for dig og din klasse
Digital Dannelse: Informationssøgning, Fake News og kildekritik
Kildekritik: Lær at vurdere afsendere, genkende manipulerede billeder, gennemskue clickbait og forstå forskellen på misinformation og desinformation.
Fake news og AI: Lær at afkode falske nyheder på sociale medier samt få en kritisk forståelse af kunstig intelligens.
Informationssøgning: Lær at bruge valide kilder som bibliotek.dk, akademiske artikelbaser og faktatjek-værktøjer.
Hvis du ønsker at booke ovenstående undervisning til din klasse, så skriv til laering@roskilde.dk
Biblioteksintro + Escape Room
Rundvisning og Escape Room
Hvor hurtigt kan din klasse finde rundt på biblioteket og løse gåderne?
I dette forløb skal din klasse løse små opgaver inspireret af elementer fra Escape room. I mindre grupper skal eleverne arbejde sammen om at finde koder til en mystisk kasse. Der er fokus på samarbejde og problemløsning, samtidig med at eleverne bliver klogere på biblioteksfærdigheder som f.eks:
-Brug af udlånsautomater
-Afhentning af materialer på reservationshylder
-Søge materialer på roskildebib.dk
Informationssøgning
Hvad er en god søgestrategi og søgemetodik, og hvordan afgrænser eller udvider man sin søgning for at få et brugbart resultat? Eleverne får også viden og kendskab til databaser, og sammen reflekterer vi over brugbarheden af fundne kilders niveau, kvalitet og anvendelighed.
- Det kan være en fordel for jeres klasse, at booke en biblioteksintro i forbindelse med en større opgave eller projekt. Så kan vi tilrettelægge dagen så den bliver mest muligt relevant.
Engelsk litteratur / og internationale studerende
Underviser du i engelsk og mangler du inspiration til dine studerende? Så kom og få en guidet tur i den engelske afdeling på Roskilde Bibliotek. Vi hjælper både med individuelle forslag til frilæsning og til opgaver. Desuden kan vi også tilbyde Guidet Fælleslæsning på engelsk.
Do you teach international students? At Roskilde Library we have a large English Fiction section and will gladly help your students find the right book for them. We also offer Shared Reading in English and have many English online resources.
Litteraturanbefalinger og "Læs & hyg"
Med ”Litteraturanbefalinger” får eleverne masser af inspiration til ny, spændende og motiverende læsning.
Vi sammensætter et udvalg af nye bøger inden for forskellige genrer eller temaer, så der er noget for enhver smag, og vi puster til læselysten med et oplæg, der fx passer ind i jeres undervisningsforløb eller et konkret forfatterskab.
Har I særlige ønsker, kan forløbet tilpasses jeres behov.
Til ”Læs & hyg” lytter vi sammen til en god historie, oftest en novelle eller digt, læst højt af en læseguide fra Roskilde Bibliotekerne, og deler vores tanker undervejs. Der er ingen krav om forberedelse – eleverne kan blot lade sig inspirere af både fortællingen og fællesskabet.
Hvis du er interesseret i ”Læs & hyg”, eller vil høre om, hvordan du som underviser kan bliver uddannet som ”læseguide”, bedes du kontakte biblioteket på laering@roskilde.dk.
- Baggrund Unges læsefærdigheder og evne til fordybelse er generelt udfordret. Litteratur styrker vores fantasi, koncentration og indlevelsesevne. Vi tilbyder derfor et afbræk fra en travl hverdag, hvor modeller og undervisningsplaner får lov til at blive derhjemme. I stedet skaber vi rum og plads til en mere umiddelbare og fællesskabs-orintereret måde at møde bøger og fortællinger på. Med lidt held giver det eleverne større læseglæde, og støtter dem i deres dannelse.
Spørgsmål og kontakt
Du er meget velkommen til at kontakte os på laering@roskilde.dk for at høre nærmere eller aftale tidspunkt og eventuelle detaljer for indholdet af jeres omvisning og undervisningsforløb.
Vi glæder os til at hjælpe dig med at hjælpe dine elever!