Tidligere år
Temaer fra tidligere festival-år.
Af Freja Boye Jørgensen Ummels
Sidste lørdag i maj fejrer Roskilde Bibliotek og Kreativt hus for børn igen de gode fortællinger. Vi inviterer til en dag fyldt med fællesskab, nysgerrighed og kreativitet.
Programmet strækker sig over hele dagen, og du kan opleve alt fra forfattersamtaler, kreative workshops, musik og meget mere. Her er noget for alle – børn, voksne, læseheste og nysgerrige sjæle.
Vi ønsker at skabe en dag med litteraturen i fokus, hvor du kan mødes med andre om litteratur, læsning, læring, inspiration og gode oplevelser med fordybelse og nærvær.
2025
I 2025 var eskapisme på programmet under temaet "Tilflugtssteder".
Når verden er præget af krig, kriser, kaos og klimaforandringer, og virkeligheden bliver svær at rumme, søger vi tilflugt. På festivalen kunne publikum opleve, hvordan Tilflugtssteder fortolkes på mange forskellige måder.
Publikum kunne blandt andre møde: Jonas Eika, Elias Rønnenfelt (Iceage), Eva Tind, Jesper Stein, Kim Fupz Aakeson, illustrator Anna Margrethe Kjærgaard – og mange flere.
2024
I 2024 blev årets festival skabt med inspiration fra Lisa Aisatos værk ”Livet – illusteret”, der udfolder livets faser fra barn til gammel. Under temaet ”Vi elsker livets øjeblikke” kredsede festivalen om litteratur, som fortæller noget om livets mangfoldighed; om det svære, det sjove, det skæve og det spænd som livet udfoldes i.
Publikum kunne blandt andet møde Lars Saabye Christensen, Luka Holmegaard, Maj My Humaidan, Stian Hole, Carl Quist-Møller, Thomas Sandberg og Ditte Holm Bro.
2023
I 2023 var årets tema ”Vi elsker naturen”. I naturen kan vi finde ro og fordybe os i omgivelserne - og det samme gør sig gældende for de oplevelser, som litteratur kan give os.
Publikum kunne blandt andet møde Maren Uthaug, der fortalte om tematikkerne i romanen ”11%”. Shane Bronx fortalte om fantastiske fantasidyr, og i tipien inviterede vi til en vidunderlig ny lytteoplevelse med meditation og digte.
2022
2022 var også året, hvor Tour De France-rytterne hjulede gennem Roskilde, og derfor var årets tema selvfølgelig ”Vi elsker cykling”.
Sammen med Jesper Skibby, Per Bausager, Daniel Dencik, Cecilie Frøkjær og mange flere dykkede vi ned i cykelsportens verden og undersøgte, hvad der sker, når litteraturen møder de store dramaer på to hjul.